Jeg føler mig iøjeblikket ældre end mine 58 år, og nogle af jer yngre dagbogslæsere vil allerede nu kalde mig en 'gammel' mand. Ikke desto mindre ser jeg yngre og mere vital ud end min kalender fortæller. Godtnok ofte med konservative tanker men alligevel pletvis ung indeni.

Ikke desto mindre så skulle jeg idag have afleveret to skriftlige opgaver omkring min vejlederuddannelse. Jeg magtede det ikke og får så mulighed for at aflevere opgaverne senere på året.

Hvorfor giver jeg gamle mand ikke bare op og lader mig førtidspensionere?

Fordi jeg har et empatisk menneskesyn og gerne vil arbejde med min erfaring indtil den rigtige pensionsalder indtræffer. Jeg føler jeg har masser af viden og omsorg for visse grupper af mine medmennesker, og disse ting ville jeg gerne øse af her i mit livs solnedgang.

Jamen hvorfor så ikke gøre det færdigt indenfor den planlagte tid? Dét er et godt spørgsmål, som jeg vil grunde over og snakke med en psykolog om. Jeg har hele rammen og alle grundfarverne omkring opgaverne færdigt og skal blot føje det sammen og putte lidt teori på - og så går jeg istå.

Prototypen på et modsætningsfyldt menneske ses i mig. Det er ret irriterende. Nogle af jer dagbogsførere og debatører korresponderer jeg med (her tænkte jeg på at komme med en lang liste over dem af jer jeg skriver sammen med, men det ville bryde fortroligheden syntes jeg, så det lader jeg være med - i ved selv hvem jeg tænker på), og det giver mig ofte stor glæde og mental tilfredshed. I udfordrer ofte mine holdninger, nogle af jer har held til at flytte mine meninger, andre er medrivende i at bekræfte de holdninger jeg iforvejen har. Jeg føler stor betagelse over at få lov til at snakke dybt med nogle af jer, det er en gensidig tillidserklæring. Men nu står jeg så her med et karriere foran mig som ikke bare bliver serveret på et sølvfad.

Syntes i at det kan forklares?

Jeg ser frem til at få et bedre helbred efter en operation, som nu er rykket tættere på end tidligere. Det er somom jeg lægger hele min fremtidige lykke i den operation, hvor jeg skal tabe mig 30-40 kilo og få vejret og hjertet tilbage og sukkersygen smidt ud med skyllevandet. Måske forblænder jeg mig selv, men jeg tager en dag ad gangen og bilder mig ind at jeg når 'slaraffenland' inden et år.

Min elskede hustru bliver indimellem ked af det på vore vegne, fordi jeg er så inaktiv i hverdagen og jeg siger at det først vil ændre sig med operationen. Gid jeg kunne gøre hende glad og lykkelig på forhånd.

Foreløbigt hænger jeg fat i livet med fingerneglene - det er bedre end at give slip.

... tja, det var bare det jeg ville sige.